Vores bane
Klubben blev startet i 1964 som en 9-hullers bane på en holm – Kirsebærholmen – i Holbæk Fjord. Arealet var et gammelt skydeterræn, der bortset fra granatnedslag var uberørt og jomfrueligt.
Banen blev tegnet af Frederik Dreyer og var i princippet en sea-side bane, hvor kun strandvolde beskyttede bane og fairways mod fjorden. Beliggenheden er unik, og Kirsebærholmen er et af de få steder i Danmark, hvor man stadig kan finde uberørte strandenge samt et rigt og varieret fugleliv.
I 1993-94 blev banen udvidet til 18 huller. De sidste 9 huller blev anlagt med en flot udsigt over Kirsebærholmen, fjorden og Tuse Næs. Hullerne er tegnet af Jan Sederholm. Alle huller, på nær hul 2, er beliggende inden for strandbeskyttelseslinien. Naturværdierne er store og underkastet myndighedernes konstante overvågning. Rough-arealerne er visse steder af en karakter, der ikke er egnet til golfspil. Til gengæld er de placeret på områder, hvor kun et dårligt slag ender, og derfor er de normalt helt uden for spil. Dyrelivet har her kronede dage og trives tilsyneladende i skøn harmoni med det legende menneske.
Banen er relativt kort. Den er rimelig flad, men ofte anstrengende på grund af den herskende nordvestenvind ind over fjorden. Der er mange søer og bunkers, og banen kræver solide og præcise slag. Greens er flotte, middelhurtige og tager normalt godt imod. Banen er trods sin manglende længde udfordrende også for lavhandicappere, og under eliteturneringer bliver par kun brudt af top 5.